Henrik Ibsens skrifter

Det var med megen glæde at jeg modtog herr ​hofmarskalkens sidste ærede skrivelse, hvori jeg fandt bekræftelse på, hvad jeg havde håbet, nemlig at herr hofmarskalken ikke vilde mistyde den sande inderste mening, der er at læse mellem linjerne i ​mine to breve til herr Stjernström, og hvilke han mig uafvidende har ​offentliggjort i tidningerne. Et uvilligt og afvisende svar fra min side vilde ikke have afholdt ham fra at ​give stykket; og at jeg ikke tilsigtede nogen pekuniær vinding fremlyser deraf at jeg afslog at indgå på ​den eneste betingelse, hvortil hans tilbud om honorar var knyttet; ​et sådant har jeg heller ikke modtaget, ligesom han overhovedet hidindtil ikke har ladet høre fra sig. Jeg må desuden tillade mig at fremhæve at jeg, dengang jeg korresponderede med herr Stjernström, stedse gik ud fra den forudsætning at det vilde lykkes ​ det kgl: theater at give stykket først, og havde omstændighederne tilladt dette, så skulde han sikkerlig ikke have fundet det hensigtsmæssigt at give det bagefter. Det kgl: theater har jo derimod naturligvis intet at frygte af en sammenligning, og det kan ikke være tvivl om at stykket med ​den nævnte rollebesætning vil blive spillet ypperligt.

​Angrebene på det kgl: theater har jeg læst noget af; men det er jo ikke andet, end hvad der gentager sig overalt. De anonyme skrivende herrer kan ikke indse at en kunstanstalt må ledes efter ganske andre grundsætninger end en ​privat entreprise; og det er vel hellerikke så ganske ublandet af ren kunstinteresse at der skrives og skriges. Her i Tyskland plejer deslige agitationer at dø hen af sig selv, og forhåbentlig vil det gå ligedan i Stockholm.

For nogle dage siden afsendte jeg det ​omskrevne exemplar af «Der Fürst von Isolabella». Nogle ændringer vil måske i Stockholm findes nødvendige, men stoffet forekommer mig ret ​pikant og ikke ganske almindeligt. – ​Hernede forberedes nu også «Hærmændene» til opførelse og vil formentlig blive givet foran ​ «Kongsemnerne», hvilket også skal spilles i vinter. Af dramatiske nyheder findes her forøvrigt ikke mange. I Wien gør ​ Willbrands «Aria og Messalina» megen lykke; men jeg kender ikke stykket og ved derfor ikke hvorvidt det passer for vore forholde. Skulde noget brugbart nyt komme mig for øje, skal jeg uopholdelig gøre meddelelse derom. Indtil da tegner jeg mig med udmærket højagtelse herr hofmarskalkens